Religion, kognition og kultur (med RCC som akronym) er en forskningsenhed, som undersøger de dynamiske interrelationer mellem religion, kognition og kultur gennem top-down og bottom-up tilgange. RCCs videnskabelige metodologi er eksplicit interdisciplinær. Den trækker på og anvender såvel laboratoriemetoder som feltarbejds-, tekstuelle, ikonologiske og arkæologiske metoder i tæt samarbejde med partnere fra psykologi, neurovidenskab og de humanistiske fag.
RCC blev i 2009 en forskningsenhed ved Afdeling for Religionsvidenskab, Det Teologiske Fakultet, Aarhus Universitet. Det er vokset ud af tidligere satsninger iværksat i 2003 (se nedenfor) af Armin W. Geertz og Jeppe Sinding Jensen, som begge siden slutningen af 1980erne har arbejdet med kulturpsykologi og religion og siden 1990 med religion, kognition og kultur. I 2009 blev Jesper Sørensen kaldet til RCC som MINDLab lektor. Han har siden 1995 været optaget af den kognitive religionsvidenskab med særlig henblik på magi og rituel adfærd. Fra 2011 er RCC en forskningsenhed under ved Insitut for Kultur og Samfund, Faculty of Arts.
RCC er en selvstændig forskningsenhed ved Faculty of Arts, men indgår i forskellige forskningsnetværk og er en aktiv medspiller og partner i UNIK-(UNiversiteternes InvesteringsKapital)-koalitionen, som Aarhus Universitet vandt i en landsdækkende konkurrence om finansieringsmidler fra Forsknings- og Innovations Styrelsen. Koalitionen i Århus, som vil fungere i perioden 2009-2013, hedder MINDLab og er under ledelse af Leif Østergaard og Andreas Roepstorff. Den består af 120 forskere fra alle fire fakulteter, som er inddelt i fem strømme eller sektioner. Én af strømmene hedder ”Cognition and Culture” og koordineres af Armin W. Geertz. Der er fem grupper inden for denne strøm, hvoraf RCC er én af dem. Et vigtigt foreløbigt resultat af dette samarbejde er, at lektor Jesper Sørensen er blevet permanent ansat ved RCC.
MINDLab har til huse i Danish Neuroresearch Center (Dansk NeuroforskningsCenter). MINDLab s officielle åbning var den 15. januar 2010. MINDLab er vokset ud af Center for Functionally Integrative Neuroscience (CFIN), som RCC også har et samarbejde med, og det vil blive en del af NeuroCampus Aarhus. MINDLab s hjemmeside indeholder den seneste information herom.
RCC er en af hovedaktørerne i Interacting Minds – A Biological Basis projektet ved CFIN, som er finansieret af Dansk Grundforskningsfunds Niels Bohr professorater. Bevillingen har medført et varigt samarbejde med neuropsykologerne Uta Frith og Chris Frith fra London. Projektets formål er at udforske interrelationerne mellem den menneskelige kapacitet for interaktion mellem bevidstheder og de mulige neurologiske korrelater, som gør denne interaktion muligt. Ligesom de fleste andre RCC- og CFIN-projekter inddrager Interacting Minds et integreret sæt af metoder som begrebsafklaringer, hjerneskanninger, adfærdseksperimenter og kliniske undersøgelser. Interacting Minds er en af forskergrupperne inden for MINDLab under kategorierne kulturstrømninger og kognition.
RCC er også i bestyrelsen for Det Humanistiske Fakultets fokusområde Cognition, Communication and Culture (2004-2008) under ledelsen af Andreas Roepstorff. Dets formål er at koordinere og profilere kognitionsforskning på tværs af alle fakulteter. Armin W. Geertz var koordinator for én af de fem CCC subtopics, som hedder ”Culture and Cognition”. CCC er integreret i MINDLab med månedlige seminarer primært inden for den psykologiske og de to humanistiske søjler.
RCC er også Principal Partner i EU-kommissionens forskningsprojekt Explaining Religion (EXREL), som er et treårigt, interdisciplinært forskningsinitiativ (2008-2010), der havde til formål at udforske såvel det universelle som det kulturelle specifikke træk i religiøse traditioner og de kognitive mekanismer, som ligger bag religiøs tanke og adfærd. Projektet var under ledelse af Harvey Whitehouse ved Centre for Anthropology and Mind, University of Oxford. Projektet var ret omfattende idet store psykologiske, biologiske, antropologiske og religionsvidenskabelige centre var med i samarbejdet. RCC blev repræsenteret af Armin W. Geertz, som i samarbejde med Robin Dunbar udforskede religiøs gennemgående træk og variationer. I den anledning har RCC været vært for postdoc Fellow Quentin Atkinson (Oxford) og senior Fellow Don Braxton (Huntingdom, Pennsylvania, USA).
RCC var repræsenteret ved Jeppe Sinding Jensen, som er medgrundlægger af Cognitive Science of Religion Consultation under American Academy of Religion (2007-2009). Dette initiativ er under ledelse af Anne Taves ved Religious Studies Department, University of California Santa Barbara og Ted Slingerland, Department of Asian Studies, University of British Columbia og co-director of Centre for Human Evolution, Cognition and Culture. Initiativet har til formål at fremme den kognitive religionsvidenskab iblandt religionsforskere i USA. Gruppen ønsker at fremme kognitionsvidenskabelige tilgange ”in a critically informed, historically responsible manner”.
RCC er Founding Member af International Association for the Cognitive Science of Religion (IACSR), som blev etableret under RCC-konferencen i januar 2006 i Århus. Selskabet består af kolleger fra forskellige dele af verden, som arbejder med kognitive tilgange til religionsforskning. IACSRs formål er at fremme den kognitive religionsvidenskab gennem internationale samarbejder med alle hvis forskning er inden for emnet. Selskabet er eksplicit interdisciplinært, og den nuværende bestyrelse består af de fleste pionerer inden for den kognitive religionsvidenskab.
RCC samarbejder med Aarhus Network for Science, Technology, Medicine and Climate Studies (STM), som har til formål at bringe forskere og aktiviteter på tværs af afdelinger og discipliner sammen. STM er vært for evolutionshjemmesiden sammen med Interdisciplinary Evolutionary Studies (IES @ AU) ved Aarhus Universitet.
RCC har startet en monografiserie ved Equinox Publishing i London, som hedder Religion, Cognition and Culture . Den ansvarshavende redaktør er Jeppe Sinding Jensen, og Armin W. Geertz er medredaktør. Seriens formål er at udforske religion og kultur i kognitive formationer. Serien er eksplicit interdisciplinært og er interesseret i at modtage manuskripter fra forskere inden for neurovidenskab, kognitionsvidenskab, psykologi, samfunds videnskab samt humaniora. De to første bind Religious Narrative, Cognition and Culture and Origins of Religion, Cognition and Culture udkom i 2010, og flere titler er på vej.
RCC blev i 2009 anerkendt som en forskningsenhed ved Afdeling for Religionsvidenskab, Det Teologiske Fakultet, Aarhus Universitet. Det er vokset ud af tidligere satsninger iværksat af Armin W. Geertz og Jeppe Sinding Jensen. Sammen med medlemmerne af Religionsteoretisk Laboratorium ved Afdeling for Religionsvidenskab fik ovennævnte bevilget et to-årigt satsningsområde Religiøs narrativitet, kognition og kultur (2003-2004) af Det Teologiske Fakultet. I løbet af denne periode blev der afholdt nogle konferencer, workshops, samt kandidat- og ph.d.-kurser, som havde til formål at bringe humanistiske og socialvidenskabelige metoder og teorier i samspil med neurokognitive metoder og teorier. En vigtig erkendelse, som projektet førte til, er, at kognition drejer sig ikke udelukkende om det enkelte individs mentale processer, men derimod om de mellemmenneskelige sociale og intersubjektive dynamikker. Det vil sige, at ord, sprog, social interaktion og kropslig kommunikation spiller en kausal rolle i kognition. Projektet overbeviste os om, at narrativitet og kommunikationen af symbolske systemer gennem materiel og intellektuel kultur er ikke ”kun historier”, de er ej heller epifænomener, men spiller en formativ rolle i integrationen af forskellige processer i og regioner af hjernen og kroppen. Vi blev også klar over, at religion er en meget rige ressource til at manipulere med de mekanismer, som binder individuelle hjerner og kroppe med sociale hjerner og kroppe.
Forskningsgruppen blev yderligere udpeget som et fire-årigt satsningsområde Religion, kognition og kultur (som fik akronymet RCC) ved Det Teologiske Fakultet (2004-2008). Projektet blev desuden af fakultetet udpeget i 2005 som kernefelt. Satsningsområdet udvidede forskningsrammen for en bredere, flerdimensionel udforskning af de nære relationer mellem religion, kognition og kultur. RCCs netværk og samarbejder udvidede sig eksponentielt og tiltrak kandidatstuderende og ph.d.-studerende samt gæsteforskere fra såvel udlandet som Danmark. RCC er indgået i en række samarbejdsprojekter med kolleger fra forskellige discipliner inden for humaniora, samfundsvidenskab og naturvidenskab. Den har også været vært for fire internationale konferencer.
Betegnelsen ”forskningsenhed” betyder, at RCC består af junior- og seniorforskere (10 fuldtidsansatte), som laver forskning i verdensklasse. De fungerer desuden som lærere på alle uddannelsesniveauer (fra bachelor til ph.d.). Udover undervisningen i allerede eksisterende studieordninger er RCC i gang med at udvikle Master Classes på engelsk for udenlandske studerende. Der tilbydes allerede individuelle tilrettelagte uddannelses- og ph.d.-forløb.
Nyheder
Arkiv
Publikationer